juni 1, 2021

Teater på efterskolen

By Kristina

Om ikke så længe skal vi besøge efterskolen, som min søn har valgt, at han gerne vil gå på. Det er en teater efterskole, som han har kigget meget på i de sidste måneder. Han er meget interesseret i teater og skuespil. Egentlig troede jeg og hans far, at han har en urealistisk drøm om at blive skuespiller. Vi antog, at han regnede med, at et år på en teater efterskole ville være den direkte adgang til at komme ind på en af skuespilskolerne, der findes. Men vi er blevet gjort lidt til skamme, fordi han har en meget realistisk tilgang til tingene: Han regner ikke med at komme på en skuespilskole om et år. Han vil gerne prøve kræfter med, hvad det vil sige at være skuespiller, men som han siger, så vil han hellere lære alt, hvad der er omkring en teaterforestilling. Han vil snuse til scenografi. Han vil have indblik i, hvad det vil sige at arbejde som lystekniker og kostumedesigner.

Fandt skolen på nettet

Han fandt efterskolen efter lang tids søgning på internettet, hvor man kan læse om de forskellige efterskoler. Og den, han har fundet, har åben dag om få uger. Vi har tilmeldt os deres åbne dag og skal tidligt op den dag for at være der kl. 10. Jeg håber, at besøget bliver godt. Min dreng glæder sig. Min mand er lidt mere skeptisk. Han kiggede på sitet og har nogle spørgsmål, som han vil have svar på, inden han giver sin endelige tilladelse til, at vores dreng tilmelder sig. Det er sådan noget med husreglerne på skolen, han gerne vil have mere at vide om. Han er nemlig lidt bekymret for det der med alkohol og piger. Jeg kan godt forstå ham, men så vidt jeg kan forstå, så tager lærerne vagter på skift, så der er ro og orden.

Uheldige kammerater

Min dreng skal på efterskole, fordi han har faktisk været inde i et rigtigt dårligt forløb med nogle klassekammerater. Der kom lige pludseligt for meget alkohol ind i festerne, de holdt. Det førte til, at vores dreng måtte på hospitalet til udpumpning. Heldigvis var vi hurtige nok. Og drengen havde en frygtelig dag bagefter. Nogle tømmermænd, som virkeligt fik ham til at se helt grøn ud i hovedet. Vi valgte derfor at lytte til ham, når han forklarede os grunden til alkoholforbruget: Han – og hans klassekammerater – vil bare væk fra hverdagen og skolen. Han vil bare beskæftige sig med noget andet end bøgerne og karakterræset.

Ret almindeligt problem

Vi talte med hans klasselærer om problemet. Det viser sig, at det faktisk er et meget almindeligt problem, og at på skolen er de ikke i stand til at gøre ret meget, fordi indtaget sker uden for skoletid. De forsøger at oplyse alle om, hvor farligt alkohol er. Mere kan de ikke gøre.

Vi håber derfor, at et år på efterskole med drama vil være den rigtige vej for vores dreng: Ikke flere vilde fester, der ender på hospitalet. Et år, hvor han får lov til at koncentrere sig om noget, der virkeligt interesserer ham, og hvor han ikke føler sig tvunget ud i alkoholmisbrug, fordi det er den eneste vej væk fra gruppepresset.

Disclaimer