Callcenter?
Denne her historie er helt sand – og jeg griner stadig af den hele tiden. Jeg må nok hellere starte med begyndelsen, som egentlig er, at jeg mistede mit job i et kontorfirma tilbage i juni. Arbejdsløs er bare ikke sjovt – og da slet ikke, når man ikke er medlem af en a-kasse. Men nu er jeg jo fra Vendsyssel, og der har vi lært, at man skal klare sig selv.
En intensiv jobjagt ledte mig til en annonce for et firma i Næstved, der arbejder med alle mulige former for kundeservice, telefonpasning, outsourcing af kundeservice og den slags – Topcall. De søgte en medarbejder til deres call center – og det løs super spændende.
Jeg fik jobbet – og chokerede min mor
Jeg var til en samtale med ejeren, og han var meget rar og meget professionel. Efter en god times tid fik jeg simpelthen jobbet tilbudt, og jeg sagde tak til. Det var en fredag formiddag, og jeg skulle med bussen hjem til Hjørring senere den dag, så jeg ringede ikke til mor og far. Jeg ville hellere overraske dem med den gode nyhed på mit weekendbesøg.
Jeg fortalte over aftenkaffen, at jeg skulle starte den følgende onsdag i et call center – og min mor, der netop havde taget en god mundfuld kringle, spruttede og hvæsede det hele ud, hvorefter hun med rystende stemme sagde: “I et callcenter? Jamen bette Kristina!!! Er du nået så langt ud, at du skal være call girl? Åh nej – hvad vil folk ikke sige?”.
Jeg skreg af grin – og det gjorde min fra også, for han vidste godt, hvad et call center er for en størrelse. Vi fik sammen forklaret min mor, hvad det går ud på, og så var hun mere rolig – men dog ikke mere, end at hun frygtelig gerne ville se lidt dokumentation for det halløj, som hun kaldte det.
Det fik hun – vi gik på nettet og jeg kunne vise hende bl.a. denne:
Så var hun med, og hun vendte til at være stolt af mig 🙂
