Callcenter?

Denne her historie er helt sand – og jeg griner stadig af den hele tiden. Jeg må nok hellere starte med begyndelsen, som egentlig er, at jeg mistede mit job i et kontorfirma tilbage i juni. Arbejdsløs er bare ikke sjovt – og da slet ikke, når man ikke er medlem af en a-kasse. Men nu er jeg jo fra Vendsyssel, og der har vi lært, at man skal klare sig selv.

Som dagene gik, begyndte det at trække lidt mørkere skyer over mit sind. Det var ikke bare arbejdsbyrden, jeg savnede, men også det sociale samvær med kolleger, de små snakke ved kaffeautomaten og det evindelige kontorhumør, der måske til tider kunne være lidt træls, men som alligevel gav dagen lidt farve. Så jeg kastede mig ud i en intensiv jobjagt. Alle de klassiske jobportaler blev gennempløjet, og jeg sendte ansøgning efter ansøgning. Der gik dog ikke lang tid, før jeg begyndte at føle, at jeg nærmest kunne skrive en ansøgning i søvne – og at det var lidt ligesom at fiske i et tomt hav.

Der var jobbet

Men så skete det! En sen aften, da jeg egentlig bare ledte efter en undskyldning for at undgå at se endnu en dårlig tv-serie, faldt jeg over en annonce. Et firma i Næstved, der arbejdede med alle mulige former for kundeservice, telefonpasning, outsourcing af kundeservice og den slags – Topcall, hed det. De søgte en medarbejder til deres call center, og der var noget ved den annonce, der fangede mig. Måske var det ordene, måske var det tanken om at få lov til at tale med mennesker hele dagen. Uanset hvad, så virkede det super spændende.

Jeg satte mig ned og skrev en ansøgning. Jeg kan huske, at jeg prøvede at lyde både professionel og engageret, men også en smule humoristisk. Jeg tænkte, at hvis jeg skulle sidde og snakke med folk hele dagen, så måtte de da også få en idé om, hvem jeg var. Jeg sendte ansøgningen af sted og tænkte ikke mere over det. Faktisk troede jeg ikke rigtig på, at jeg ville høre noget tilbage.

Men til min store overraskelse, fik jeg allerede næste dag en e-mail med en indkaldelse til samtale. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg næsten væltede min kaffekop af ren begejstring. Det var lidt som at få et livstegn fra universet – et tegn på, at jeg stadig var relevant på arbejdsmarkedet.

Alt gik perfekt

Samtalen gik over al forventning. Ejeren af firmaet, en venlig mand med et smil, der kunne få en til at føle sig velkommen på stedet, var meget imødekommende. Vi snakkede om alt fra arbejdsopgaver til fritidsinteresser, og efter en god times tid, hvor jeg havde formået at undgå at hælde kaffe ud over mig selv (som jeg ellers har en tendens til), blev jeg tilbudt jobbet. Jeg husker, hvordan det føltes, som om en enorm byrde blev løftet fra mine skuldre. Jeg havde fået arbejde!

Det var en fredag formiddag, og jeg skulle med bussen hjem til Hjørring senere den dag, så jeg ringede ikke til mor og far. Jeg ville hellere overraske dem med den gode nyhed på mit weekendbesøg. Jeg kunne næsten ikke vente med at se deres ansigter, når jeg fortalte dem om det.

Da jeg kom hjem, var det som om hele huset duftede af barndom. Duften af min mors hjemmebagte kringle fyldte stuen, og jeg følte mig allerede som en vinder. Jeg satte mig ved bordet, og efter at vi havde snakket lidt om løst og fast, kunne jeg ikke længere holde nyheden inde. Jeg fortalte over aftenkaffen, at jeg skulle starte den følgende onsdag i et call center. Min mor, der netop havde taget en god mundfuld kringle, stoppede brat op. Hun satte kagen tilbage på tallerkenen, kiggede på mig med store øjne og spruttede pludselig kringlekrummer ud over det hele.

Min mors forståelse af et call center

“Et callcenter? Jamen bette Kristina!!! Er du nået så langt ud, at du skal være call girl? Åh nej – hvad vil folk ikke sige?” sagde hun med rystende stemme og et blik, der kunne have tøet selv den koldeste vinter i Vendsyssel op.

Min far, som ellers havde siddet stille og lyttet, kunne ikke holde det tilbage længere. Han brød ud i latter, og det smittede af på mig. Jeg skreg af grin. Min far vidste godt, hvad et callcenter er for en størrelse, men min mor, kære som hun var, havde ingen anelse. Vi fik sammen forklaret hende, hvad det går ud på, og da hun endelig forstod, hvad mit nye job handlede om, blev hun mere rolig. Dog ikke uden at hun stadig havde et bekymret blik, som om hun stadig var lidt i tvivl om, hvorvidt jeg egentlig havde solgt min sjæl til et eller andet mærkeligt foretagende.

“Hvordan ved jeg, at det her callcenter er ægte og ikke bare et eller andet skummelt sted?” spurgte hun, stadig med en smule tvivl i stemmen. Jeg kunne se, at hun stadig ikke helt havde rystet tanken af sig.

Jeg besluttede mig for at give hende lidt ro i sindet. Vi gik på nettet, og jeg viste hende firmaets hjemmeside. Der var flotte billeder, kontaktinformationer, og selvfølgelig en hel side dedikeret til telefonpasning for firmaer. “Se, mor,” sagde jeg, “det er altså et rigtigt firma. Jeg lover dig, jeg skal nok blive til noget godt.”

Hun kiggede skeptisk på skærmen, men så, til min store lettelse, begyndte hun at smile. “Jamen, det ser da meget ordentligt ud,” sagde hun, og jeg kunne se lettelsen brede sig over hendes ansigt. “Måske er det alligevel ikke så slemt.”

Vi grinede alle sammen, og efter den aften kunne min mor endelig slappe af. Faktisk, efter lidt tid, kunne hun ikke selv lade være med at grine af det hele. Og jeg må sige, at jobbet er yderst interessant og udfordrende. Jeg lærer en masse, mens jeg får lov til at give folk en god oplevelse på telefonen. Hver gang jeg fortæller historien, griner vi alle sammen – og jeg har på fornemmelsen, at det ikke bliver sidste gang, jeg hører min mor bekymre sig om, hvad folk vil sige.